
Mød et medlem: Marc Uditha Schmidt
Teamleder hos Arla og engageret FMF’er
Marc Uditha Schmidt er teamleder på Høgelund Mejeri – og han er ikke i tvivl om, hvorfor han er medlem af FMF.
“For mig handler det om at være i den faglige forening, der har overenskomsten. Det er FMF. De forhandler mine vilkår, og jeg synes, det er en naturlig forpligtelse at bakke op om dem, der har kæmpet for de goder, vi nyder godt af i dag.”
Marc har tidligere selv været tillidsrepræsentant og lægger vægt på, at forholdene er i orden – for både ham selv og kollegerne. Han ser FMF som en stærk faglig forening med reel indflydelse og nærhed til branchen.
Et sted, hvor man kan sparre og blive klogere sammen
Marc fremhæver især det netværk og fællesskab, FMF skaber for medlemmerne:
“FMF er tæt på både medlemmer og arbejdsgivere. De samler kolleger i faget og skaber rammer, hvor man kan sparre på kryds og tværs – også i uformelle sammenhænge. Fx til delegeretmøderne, som holdes hvert år. Det er virkelig værdifuldt, at man ser hinanden uden for arbejdskonteksten.”
Han deltager gerne i arrangementer, både dem der er arrangeret centralt og i de lokale kredse – og gør det ofte sammen med sin hustru.
“Det er en fed måde at være med i noget fagligt – en mulighed for at mødes med kollegaer i faget, og se hinanden mere uformelt. Det skaber gode rammer for at netværke og sparre. Det er hyggeligt og brugbart på samme tid.”
FMF gør en forskel – også når det gælder
For nogle år siden havde Marc brug for juridisk hjælp fra FMF i forbindelse med en kontraktgennemgang. Her oplevede han, hvordan FMFs rådgivning gjorde en konkret forskel:
“FMF var virkelig skarp. De så noget i kontrakten, jeg ikke selv havde opdaget – og deres måde at guide mig igennem det på var enormt tryg og professionel.”
Han understreger, at det også har haft økonomisk betydning for ham at være en del af FMF:
“Min pensionsordning er blevet bedre som overenskomstansat medlem af FMF: Det var FMF, der gjorde mig opmærksom på det.”
En faglig forening, der er værd at støtte op om
Når Marc anbefaler FMF til andre, er han klar i mælet:
“Hvis du arbejder under en overenskomst, så bør du være medlem af den faglige forening, der har den. Og hvis det er FMF – så er det dem, du skal melde dig ind i.”
Han sætter pris på FMFs faglige fokus og tilgængelighed – og roser foreningen for dens måde at være til stede i hverdagen:
“Det er rart at være i en faglig forening, hvor man føler sig set og hørt – også når man ikke lige står midt i en sag. FMF er med dig hele vejen.”